Stjerneskud

Definitionen af et stjerneskud er vist bare, at det skal indeholde mindst én dampet fisk og én paneret fisk. Derudover må man selv bestemme, hvad stjerneskuddet skal indeholde. Opskriften herunder er meget klassisk – som et klassisk stjerneskud serveres på de fleste restauranter.

Ingredienser (2 personer):

  • 4 rødspættefileter

Til stegning:

  • Hvedemel
  • 1 sammenpisket æg
  • Groft rasp

Til dampning:

  • 1 dl hvidvin
  • 2 dl vand
  • Peber
  • lidt salt

Andet fyld:

  • Røget laks
  • Rejer
  • Kaviar

Pynt:

  • Salatblade (evt. crispsalt)
  • Cherrytomater
  • 1 bundt grønne asparges
  • Lidt akaciehonning og olie til dampning af asparges
  • 2 skiver citron
  • 2 skiver agurk
  • 2 skiver franskbrød

Dressing:

  • 2 dl creme fraiche
  • 3 spsk. mayonnaise
  • 2 tsk. tomatpuré
  • 1 spsk. sukker
  • 1 tsk. citronsaft

Fremgangsmåde:

Bland ingredienserne til dressing, og stil dressingen på køl.
Klargør grøntsagerne: Skær cherrytomater i halve, skær agurk og citron i ”pynteskiver” – dvs. i en aflang form, så de nemt kan sættes i split. Skyl salatbladene.

stjerneskud_2

 

 

 

Bræk den nederste, trådede del af aspargesene af, og damp aspargesene i lidt honning og olivenolie.
Rens rødspættefileterne. To af dem drysses med lidt salt, rulles sammen, og dampes i en gryde med hvidvin, vand og lidt kværnet peber. Damp fileterne, indtil de har taget farve (ca. 5 minutter).

stjerneskud_1

 

 

 

 

De andre to fileter skal paneres. Se her hvordan.

Når de panerede fileter er færdige, tages de af panden, og de 2 skiver franskbrød skal nu steges på samme pande i det ”snask”, der er tilbage fra fileten. Steg franskbrødsskiverne på begge sider.

Anret nu stjerneskuddet: Læg franskbrød på tallerken. Anret med salatblad ovenpå. Læg herpå den panerede fisk. Oven på denne lægges den dampede, sammenrullerede fisk. Hæld rejer over, og top med kaviar. Pynt med citron- og agurkeskive. Læg et par asparges ved siden af samt nogle tomater. Server dressingen on-the-side (evt. i en lille skål på tallerkenen).

stjerneskud

Leave a Reply